Enhedslisten forlader forhandlingerne om budgettet

Aksel Rosager Johansen (Ø) udtaler: ”Budgettet behøvede ikke være et nedskæringsbudget. Kommunen havde muligheden for at investere i velfærd og grøn omstilling, hvis flertallet havde ønsket at finde finansieringen til det.”

For første gang i flere år budgetterer Viborg Kommune ikke med at bruge hele den økonomiske ramme til velfærd. Der mangler indtægter og opsparingen er væk om kun 3 år med de nuværende udgifter. Havde der ikke været skattelettelser i 2014 og 2020, så havde Viborg Kommune haft råd til velfærden. I stedet for at rulle skattelettelserne tilbage, vælger aftalepartierne at skære ned med 5 mio. kr. på socialområdet, overvåge forelskede arbejdsløse, nedlægge værksteder i den beskyttede beskæftigelse, centralisere og skære 15 mio. kr. på rådhuset.
Både på socialområdet og på rådhuset tager aftalepartierne ikke ansvar for, hvor der konkret skal fyres folk. Den usikkerhed og det ansvar sendes nedad i systemet.
Samtidig insisterer flertallet på, at der skal skæres ned for 20 mio. kr. hvert eneste år fremover. Igen uden at pege på, hvor det vil være rimeligt at skære.

Aksel Rosager Johansen (Ø) udtaler: ”Pengene kan enten findes ved at rulle skattelettelserne fra 2014 og 2020 tilbage, ved at bygge mindre end planlagt de næste år eller ved at energirenovere, så der spares penge på energiudgifter. Vi blev i forhandlingerne indtil alle muligheder var grundigt diskuteret, men desværre nægtede særligt de tre store at finde finansieringen til velfærden og den grønne omstilling.”

Enhedslisten havde bl.a. foreslået at finde 113 mio. kr. på anlægsbudgettet til velfærd og energirenoveringer. Det kunne gøres ved at aflyse svømmehalsbyggeriet, aflyse P-huset i midtbyen og renovere Stoholm Skole i stedet for at bygge nyt. I et spørgsmål til forvaltningen kom det frem, at Viborg Kommune mangler at energirenovere for mellem 250 og 300 mio. kr., fordi der er 36.000 m2 kommunale bygninger i energiklasse F og G. Med energirenoveringer kunne udgifterne til varme i de bygninger divideres med tre. Enhedslisten havde foreslået at energirenovere for 23+ mio. kr. hvert år, så målet kommer indenfor rækkevidde. I stedet valgte flertallet uambitiøst at sætte kun en fjerdedel af. De ville ikke tage bestik af situationen med den klima- og energikrise vi står i.

Aksel Rosager Johansen (Ø) udtaler: ”Når de tre store partier anerkender at vi står i en klima- og energikrise, men ikke vil handle derefter, så gør de problemerne værre. Det er ikke nemt at lave tidligere aftaler om, men vi kan ikke vente til 2026, før energirenoveringer kommer op i fart. Desværre var der ikke flertal for at træffe de svære, men nødvendige, beslutninger. Derfor kan vi ikke være en del af budgettet.”

For yderligere kommentarer kontakt Aksel på 20 27 25 57