Mette Nielsen (S) og hendes støtter har i den seneste tid udtalt til avisen, at de undrer sig over, at Mette Nielsens politiske resultater som gruppeformand ikke gav flere stemmer til hende fra Socialdemokratiets medlemmer i urafstemningen om at blive partiets borgmesterkandidat.
I Enhedslisten undrer det os ikke, for hvis man er en rød socialdemokrat, så er det svært at blive imponeret over Mette Nielsens ”resultater” som gruppeformand. Med hende i spidsen for Socialdemokratiet i budgetforhandlingerne stod partiet skulder ved skulder med Venstre og Konservative i deres nedskæringsalliance.
Her ramte sparekniven særligt ældreområdet, der både fik skåret halvdelen af klippekortet på plejehjemmene og blev hårdt ramt af 0,5 % grønthøsterbesparelser, som med Socialdemokratiets stemmer fortsætter år efter år.
Derudover blev der sparet på daginstitutionerne, hvor minimumsnormeringer blev reduceret til den mest skrabede version af skrivebordsnormeringer, på kant med reglerne, for administrative områdeledere tælles med og de øgede normeringer består af ufaglærte medhjælpere i stedet for uddannede pædagoger.
Og sidst, men ikke mindst, indgik Socialdemokratiet et budget med V og K, der indeholdt nedskæringer på folkeskoleområdet. Samtidig er udgifterne til særlig buskørsel og specialtilbud kraftigt stigende, ligesom der i år er færre børn i den enkelte klasse.
Det betyder, at folkeskolerne ikke kan lægge budgetter, der hænger sammen. En krise der er veldokumenteret her i avisen. De ”ekstra” penge, som V, S og K i februar fandt til folkeskolen i år og næste år, er reelt kun en aflysning af de vedtagne 0,5 procent grønthøsterbesparelser i 2024 og 2025. De mange manglende millioner til stigende udgifter bliver primært fundet ved at reducere lærernes forberedelsestid med omkring 25 procent – den tid de skal bruge på forberedelse, møder og forældrekontakt. Det kan ikke undgå at gå ud over børnene.
Disse besparelser på velfærden er unødvendige. Sammen med SF og Alternativet lavede vi i Enhedslisten et budgetforslag, der var gennemregnet af forvaltningen, og anviste finansiering så besparelserne på ældreområdet, børneområdet og folkeskolen kunne undgås.
Vi forventede opbakning, i det mindste fra Socialdemokratiet. I konstitueringsaftalen, der satte Ulrik Wilbek i borgmesterstolen, stod der trods alt, at der ikke skulle spares på ældreområdet, når der kom flere ældre, at der skulle indføres reelle minimumsnormeringer i daginstitutionerne, og at folkeskolen skulle styrkes. Men nej. Mette Nielsen ville ikke holde ord og insistere på, at en aftale er en aftale. I stedet tog hun Venstre og Konservative i hænderne og løb fra løfterne i konstitueringsaftalen.
Det er ikke resultater, der imponerer os i Enhedslisten. Og vi kan godt forstå, at de heller ikke imponerer i det socialdemokratiske bagland.
