Peak 12 er en skamstøtte for byrådet

Læserbrev: Det nye 47 m høje hotel Peak 12 ligger på Viborgs højeste punkt: Arkitekten Ane Cortzen grillede 4. sept. Viborgs nye vartegn i TV-udsendelsen: Er der en arkitekt til stede?

Her kritiserede hun bl.a. bygningens facade, udtryk, lukkede stueetage, en begyndende rusttæring og forsøgte i udsendelsen at få svar på, hvordan og hvorfor det var endt sådan. Specielt undrede hun sig over, hvem der var arkitekt på opgaven.

Peak 12 har en fyrstelig placering på byens højeste punkt. Men er arkitekturen en fyrstelig placering værdig?

Det kunne daværende borgmester, nu formand for teknisk udvalg, Torsten Nielsen, stort set ikke give noget konkrete svar på. Men det var jo en byrådsbeslutning. Er det nu også så enkelt?

Lokalplan 481, der omfatter Tinghals-området, heriblandt et 12 etagers hotel, blev vedtaget af byrådets flertal i december 2017, dvs. 30 stemmer for, mens Enhedslisten hverken stemte for eller imod. Primært på grund af hotellet.

Trods forsøg fra min side var der på byrådsmødet ingen debat om forslaget. Jeg udtrykte skepsis og bekymring over specielt det høje hotels ændring af Viborg skyline.

Viborg Kommune har en vedtagen arkitekturpolitik fra 2015, men den blev bare ikke brugt eller fik ingen betydning for Peak 12. Trods forskellige bemærkninger i lokalplanen om, at ”højhuset vil være markant i Viborgs skyline, og vil fremstå synligt som et tydeligt pejlemærke i byens profil. Derfor skal der stilles særlige krav om, at byggeriet i form og facadeudtryk opbrydes, så det fremstår med høj arkitektonisk kvalitet og slankhed”

Men lokalplanen var for løst formuleret. Bach-gruppen havde spillerum til at gøre, som det passede dem. For efter lokalplanvedtagelsen var det åbenbart ude af byrådets hænder. Der kom en forhastet orientering 2019 til teknisk udvalg og økonomi- og erhvervsudvalget om, at facaden ikke blev som oprindelig skitseret. Det godtog udvalgene, og sagen var ikke i byrådet.

Så gik byggeriet sin ”skæve” gang. Og herefter har mange viborgensere undret sig over det synlige resultat. Og ikke mindst Ane Cortzen. Hun fik ingen kontakt med Bach Gruppen eller deres arkitekter, som mistænkeligt nok ikke ville medvirke i tv. Når de ikke engang vil forsvare byggeriet, så bliver det meget svært at påstå, at det har høj arkitektonisk kvalitet.

Så hvorfor dette hastværk, når byggeriets arkitektoniske udtryk skal godkendes? Hvorfor overlade et så vigtigt byggeri til Finn Bach, der er notorisk kendt for problemer med betonen? Hvorfor har byrådet været klædt så dårligt på om arkitekturen, at det kunne køre igennem uden debat?

Spørgsmålene står i kø; – hvad bliver det næste? Det planlagte Højhus ved Søndersø på 16 etager har også store arkitektoniske problemer. Her kom der debat i byrådssalen, men Venstre og Konservative så igen bort fra arkitekturen. De vedtog endnu en lokalplan, der fylder lommer på investorerne på bekostning af vores alles smukke by og bynatur.

Men måske vakler selv Venstre og Konservative i deres stålsathed. I budgetforliget for 2023 anerkendes det, at hensigterne i Arkitekturpolitikken ikke altid gennemføres. Der åbnes for, at Viborg måske kan få den stadsarkitekt, som Enhedslisten har foreslået. Formuleringerne er vage, og vi er før blevet skuffede. Så hvad bliver det til denne gang?

Af Flemming Gundersen