Læserbrev: Vejen til fred er afskaffelse af Israels apartheidstyre

Vejen til fred er afskaffelse af Israels apartheidstyre

Hvad er op og ned i den nuværende krig i Palæstina/Israel?

Mens bomberne nu regner ned over Gaza, og op mod ½ mio israelske soldater er klar til at rykke ind for at udslette Hamas, er der grund til at huske konfliktens baggrund:

75 års krig mellem Israel og Palæstinensiske grupper om det samme land. Det har betydet Israels systematiske forsøg på at udvide staten Israels territorium og inddæmme palæstinensernes eksistens i Gaza og på Vestbredden. Derfor har palæstinenserne tabt i 1967, i 1973 osv., for de kan ikke vinde en militær konflikt med et Israel bevæbnet til tænderne. En fundamentalistisk Hamas organisation vinder intet ved at dræbe civile israelere – udover fordømmelse, som angreb på civile altid skal mødes med.

Siden 1948 har palæstinenserne tabt adgangen til det land, som skulle udgøre en palæstinensisk stat. Tabt adgangen til det det vand i undergrunden, der skal vande deres afgrøder. De kan ikke bevæge sig frit imellem palæstinensiske byer. De har tabt retten til et statsborgerskab og til at vende tilbage til de områder, de blev fordrevet fra.

De kan ikke mere fiske ud for Gazas kyst, eller dyrke landbrugsjord langs muren til Israel. De har tabt muligheden for at tjene penge, fordi den årelange blokade forhindrer transport af varer ind og ud af Gazastriben og forhindrer folk i at søge arbejde udenfor Gazastriben. I 15 år har indbyggerne i Gaza og Israel ikke kunnet mødes.

I stedet er over 2 mio mennesker spærret inde i verdens største udendørs fængsel under ekstremt vanskelige vilkår, og de overlever kun på grund af international nødhjælp.

Det er beskæmmende, at højtstående israelere kalder palæstinenserne for dyr, at de terrorbomber tætpakkede boligområder, og blokerer for adgangen til vand, el og mad i den evigt gentagne påstand om retfærdig gengældelse.

Det er beskæmmende, men forventeligt, at USA ensidigt og ubetinget støtter Israel. Det er endnu mere beskæmmende, at USAs mest trofaste allierede, Danmark, bakker det op, og straks stopper hjælpeprogrammer til Gaza.

Allermest beskæmmende er, at Mette Frederiksen ikke støtter FNs afstandtagen til den totale nedlukning af Gaza, mens hun lægger blomster ved den israelske ambassade. Her overfusede hun en journalist, der stiller hende et helt oplagt spørgsmål: ”Skal du også til palæstinensiske støttearrangementer”. Til det svarede hun, at det var dybt bekymrende at en dansk journalist kunne finde på at stille det spørgsmål. Som ovenstående viser, så er det svar upassende og historieløst!

Det er på tide, at det internationale verdenssamfund: FN, EU og andre organisationer griber ind og skaber en løsning. Vold avler vold. Den eneste vej til fred er en afskaffelse af Israels apartheidstyre, så palæstinenserne kan se en ikke-voldelig vej til fred og sameksistens med deres israelske naboer. Ellers ender det med et folkemord.’

Flemming Gundersen, for Enhedslisten i Viborg

Læserbrevet er bragt i Viborg Stift Folkeblad 16-10-2023