Enhedslisten Viborg bakker op om Danske Handicaporganisationers opråb

Enhedslisten Viborg bakker op om Danske Handicaporganisationers opråb om at bruge pengene på velfærd fremfor skattelettelser.

Dansk Handicaporganisationer Viborg har følgende i Viborg Stifts Folkeblad:

Tak, men nej tak! Hele tænkningen af dette forslag er endnu en gang et udtryk for, at ‘vi sparker nedad’: Ingen arbejde – ingen penge!

Af Susanne B. Andersen, Danske Handicaporganisationer, Viborg.

Mandag den 6. november kom der forslag, en gave til mig og rigtig mange andre danskere, der arbejder – nogle af os mere end 37 timer om ugen.

Skattelettelser lyder godt nok fristende, altså hvis livet blot var et spørgsmål om penge, og det på ingen måde handlede om, at få den individuelle hjælp, der måtte være brug for. At blive set, hørt og forstået af kompetente personer, hvor man end må bo og leve sit liv.

Skatteudspillet lyder på, 10 milliarder kroner, og hensigten er vist at ”så er vi alle glade”. Men jeg beklager og siger nej tak. For det første er hele tænkningen af dette forslag endnu en gang et udtryk for, at ”vi sparker nedad” Ingen arbejde – ingen penge.

Men særligt er vi i DH Viborg forundret over regeringens forslag set i lyset af denne uge, hvor særligt Dansk Blindesamfund har været fremme med eksempler på det evindelige postnummerlotteri, og at de uheldige i dette spil ikke får den hjælp, der gør, at de kan leve et liv på trods af deres handicap.

Men også Operation X’s to udsendelser den seneste uge, som fortæller historier om livet på bosteder, når det er gør allermest ondt. Tidligere er der igen og igen er fortalt samme historie om ældreområdet. Så er det, at skattelettelser på ca. 5000 kr. om året (416,6 kr. om måneden) for sådan en som mig og andre kommer til at virke fuldstændigt ude af trit med virkeligheden.

De mange penge, som nu kan drysses ud over rigtigt mange, kunne helt sikkert bruges bedre på velfærd.