49 mio. kr. til velfærd i Viborg Kommune

Læserbrev af Aksel Rosager Johansen i Viborg Stifts Folkeblad d. 15. maj 2023

I Viborg Byråd har Venstre, Konservative og Socialdemokratiet dannet en nedskæringsalliance. En nedskæringsalliance der gentager et mantra om, at der mangler penge i kassen på den lange bane, så derfor er de presset til at lave nedskæringer på busruter, botilbud og daginstitutioner i landdistrikterne. På trods af, at det er uansvarligt for klimaet, for de psykisk syge og for befolkningen i landdistrikterne.

I valgkampen lød undskyldningen, at regeringen har sat et loft over, hvor mange penge kommunerne må bruge på velfærd. Det er også rigtigt. Men i Viborg Kommune har nedskæringsalliancen bestående af V, K og S insisteret på at lave et budget, der ligger 49 mio. kr. under det vejledende serviceloft for Viborg Kommune. Det er 49 mio. kr., som vi kunne have brugt på velfærd i Viborg Kommune, hvis vi ellers havde haft indtægterne til det.

Realiteterne er, at det er de tre store partiers uansvarlige budgetaftaler, der er skyld i de manglende indtægter i kommunen. Havde de partier ikke givet skattelettelser i 2014 og 2020, sammen med SF og DF, havde Viborg Kommune ikke haft en presset økonomi. Så havde det ikke været nødvendigt at lukke busruter, botilbud og daginstitutioner i landdistrikterne. Vi havde i stedet kunnet bruge 49 mio. kr. mere i 2023, hvilket kunne give minimumsnormeringer i daginstitutionerne, reelle løft af folkeskolen, en stærk indsats mod psykisk mistrivsel og en ambitiøs landdistriktspolitik.

Men vi kan nå at gøre det godt igen. Hvis vi øger kommunens indtægter, ved fx at rulle skattelettelser tilbage og lave en mindre p-afgift efter 2 timers parkering, kan vi aflyse nedskæringer og investere i velfærden.

Det er Enhedslistens udgangspunkt for budgetforhandlingerne, og derfor stiller vi forslag til næste byrådsmøde om at bevare de ikke døgndækkede botilbud i Viborg Kommune. Beslutningen i Social og Sundhedsudvalget om at lukke de velfungerende bosteder, som hvert år får og fastholder borgere med psykiske handicaps eller udviklingshæmning på ret køl, har ikke effekt på 2023 budgettet. Men hvis vi finder pengene andetsteds de kommende år, kan vi bevare denne stærke indsats. Vi skal ikke ødelægge de tilbud, der fungerer, og erstatte dem med discountløsninger. Det giver kun en meget større menneskelig og økonomisk regning senere.