Vikar i byrådet – Robert Demény

Kære medlemmer i Enhedslisten i Viborg.

Jeg er nu indtrådt som vikar for Flemming Gundersen i byrådet i Viborg. Det første byrådsmøde var d. 4/9 2019.

Jeg har fået en god modtagelse, hvor alt det praktiske er blevet ordnet hurtigt og smidigt.

Det er selvfølgeligt beklageligt at Flemming har fået forfald, men det er min overbevisning, at hans fravær vil være kortvarigt og at han han vil kunne genoptage sit byrådsarbejde inden for en rimelig tid.

Da det blev kendt, at jeg skulle vikariere i byrådet, foretog jeg de nødvendige justeringer af mine privatlivsgøremål, så der ikke er nogen hindringer for, at jeg kan varetage opgaven tilfredsstillende Jeg har glædet mig til at prøve at sidde med, og jeg er sikker på at det bliver både spændende, og morsomt. Jeg har ikke Flemmings erfaring, men sådan må det være.

Til alle vil jeg sige, at jeg i byrådsarbejdet vil arbejde for en rød/grøn dagsorden i Viborg kommune. Jeg fik min ilddåb på første byrådsmøde, da anlæg af kunstgræsbaner var på dagsordenen. Det stemte jeg nej  til, da det gummigranulat og andet fyld man hælder i banerne, er alt andet end godt for miljøet.

Nu er det ved at bygge sig op til budgetforhandlinger for kommende år i Viborg kommune. Processen er forsinket i år og første møde er 1/10 2019. Nu må vi se hvad der er af penge at gøre godt med. Den nyligt indgåede aftale mellem regeringen og KL er, mig bekendt, ikke udmøntet for de enkelte kommuner.

Vi i Enhedslisten vil se hvilke områder, der virkelig trænger. Når jeg siger “virkelig”, er det fordi at vi lever i virkelighedens verden og vi kender de økonomiske spilleregler, såsom hvad der er af penge og de begrænsninger serviceloftet lægger. Sandheden er at efter mange års konstante nedskæringer er der mange områder der trænger og næppe penge nok til at lukke alle huller. Ikke desto mindre går vi i gang med forhandlingerne og min hensigt er, at holde Enhedslisten ved forhandlingsbordet længst muligt. Vi har været med i de to sidste budgetforlig, men det er ikke det samme som, at vi går med i år. Det må åbenbare sig i forhandlingen.

Dette skal tjene til en lille orientering til jer medlemmer om, hvad der er sker i tiden og hvad er kommer til at ske i den kommende tid.

Ha’ det godt alle sammen

/Robert Demény – Enhedslisten i Viborg

 

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

56 − 49 =