Velfærdens helte

Læserbrev

Robert Demény
Byrådskandidat for Enhedslisten

Jeg havde 26. september 2017 den glæde at repræsentere Enhedslisten ved et valgmøde arrangeret af FOA Viborg.
Der var fremmødt FOA-medlemmer i stort tal og de havde noget på hjerte.

Fred og idyl.

1´ste halvleg var ganske fredelig, men der tegnede sig et billede af en gruppe, der har store problemer med deres arbejdsvilkår og ikke mindst deres arbejdsgiver – Viborg kommune.

Pengene der blev væk.

I den indlagte pause benyttede jeg mig af muligheden for, at tale lidt med folk i salen. Det jeg hørte, rystede mig. Jeg hørte bl.a. om, at velfærdsarbejdere, som f.eks. social- og sundhedsassistenter og  –hjælpere, ikke havde forhandlet lokalløn siden 2010 og for nogens vedkommende siden 2008. De var blevet spist af med, at der ikke var nogen penge og at tilbageløbsmidler, der er en central del af lokalløn er et fy-ord i Viborg kommune. De har også fået at vide, at det med tilbageløbsmidler kunne kommunens regnedrenge ikke regne ud. Der er vist nogen i kommunens økonomiafdeling, der skal opkvalificeres.

Lokalløn og tilbageløbsmidler.

Da 2´den halvleg blev sat i gang af ordstyrer Lars Norup, bad jeg om ordet. Der fremførte jeg mine oplevelser fra pausen. Der affødte stilhed i det politiske panel, og ordet ”tilbageløbsmidler”, så ud til at fremkalde noget der lignede ubehag. Lad mig kort forklare begrebet ”tilbageløbsmidler”. Det drejer sig om ikke-forbrugt lønsum. Det kan opstå ved ubesatte stillinger, ved vikariater hvor vikarer får en lavere løn, end den de afløser for, og desuden ved forskellige former for refusion. Dette, sammen med det der er aftalt i overenskomsten og/eller i den lokale rammeaftale på området, bruges til årlige lokallønsforhandlinger.

Hvor er lederne?

Borgmesteren var den der brød stilheden, tog ordet og sagde, at man simpelthen ikke vidste, at det forholdt sig sådan. Det siger mig, at der er et ledelsesproblem i Viborg kommune. Velfærdsarbejderne i Viborg kommune synes at sejle i deres egen sø. De er overudnyttede og dårligt lønnede, og politikerne ved det tilsyneladende ikke. Hvor er lederne henne i det her? Ledelsen har retten til at lede og fordele arbejde. Som fagforeningsmand er jeg meget bevidst om det. Det jeg plejer at replicere med er, at de også har ledelsespligt. Ledelsen har pligt til at tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres forsvarligt både fagligt og arbejdsmiljømæssigt.

Kritisable løn- og ansættelsesforhold.

Nu da temperaturen var kommet op i salen, hørte det politiske panel også om 0-timerskontrakter, ansættelseskontakter på helt ned til tyve timer og mange vikarer. Jeg blev i pausen fortalt, at nogle velfærdsarbejdere havde så lille en løn, at de var nødt til at have to jobs. Dette er problematisk, for det er en af definitionerne på ”working poor” arbejdende fattige. Når nogle ansatte så tillige er på tidsbegrænsede kontrakter, hvor det er nærmest umuligt at overskue sin fremtid, er der sat en nedadgående spiral i gang. Det medvirker desværre også til, at det er vanskeligt at rekruttere til denne type jobs.

Op på 37 timer.

Der var i det politiske panel stemning for at få de medarbejdere, der ønskede det, op på 37 timer. Hvis der så dertil lægges en løn, man kan leve af, og hvor opgaver er afstemt med de ressourcer der er bevilget, så begynder det at ligne noget. På ledelsessiden skal de velfærdsansattes ledere, rent faktisk lede. De skal ikke blot lede opad. En leder der ikke både leder nedad og opad er ikke leder, men blot en bureaukratisk forpost.

Hvordan kunne det gå så galt?

Jeg vil til dels give kommunalreformen skylden. Den har skabt store enheder med stor kompleksitet. Dette har medført et stort indtog af løntunge bureaukrater. De kaldes også  ”kolde hænder”. For at tilfredsstille deres lønkrav, er der kannibaliseret i de grupper, der arbejder borgernært. Det er dem, der også kaldes de ”varme hænder”. Sammen med New Public Managements krav om registrering og dokumentation, forpester det dagligdagen for dem, der arbejder borgernært, og det stjæler ressourcer, der kunne bruges på velfærdsopgaver.
Bureaukratiet skal reduceres – betragteligt. Det kunne frigøre tid, der kan bruges på borgernær velfærd. En reduktion af bureaukratiet ville også mindske behovet for løntunge bureaukrater. Dette kunne generere midler, der f.eks. kunne frigive penge til lokalløn til Viborg kommunes velfærdsarbejdere.

Vil politikerne ændre på tingenes tilstand?

Her i valgkampen vil de i hvert fald. Enhedslisten ønsker at velfærdsstatens frontløbere, som vi ser som velfærdens helte, skal levere arbejde i høj kvalitet og være drevet frem af faglighed og engagement. De skal ikke drives frem af en angst for, om man har et job i morgen og om man kan leve af lønnen. Hvis der skal ske noget, skal den politiske ledelse i Viborg have skeen i den anden hånd.

Som der her kan læses, skete der en hel masse mere på valgmødet hos FOA Viborg 26. september, end jourhavende skribent fra Folkebladet fik med sig eller valgte ikke at referere i avisen 27. september. Chefredaktør Lars Norup har efterfølgende grebet den og begået en leder omkring problemet  28. september.
Enhedslisten fangede det på FOA´s valgmøde. Pressen har nu også fanget det. Nu mangler vi bare at politikerne over en bred kam forstår situationens alvor.