Ude i kulden – ind i varmen?

                                                                                                                     2020-01-29 BYR varmesag 11

 

Viborg byråd har som ejer af Energi Viborg Kraftvarme netop vedtaget en hensigtserklæring om at etablere et nyt varmeselskab med både produktion og distribution. Hermed bliver der ryddet op ved at etablere et nyt selskab, sammen med Viborg Fjernvarme og andre, og samtidig får vi angiveligt en større forbrugerindflydelse.

Det lyder faktisk som en god ide, men det kan vi jo ikke vide, før den præcise organisering med vedtægter med mere er på plads.

Det rejser så to helt afgørende spørgsmål:

Når Kraftvarmen overgår til nyt selskab, vil byrådet dermed miste indflydelse over varmeproduktionen? Hvordan sikres det, at byrådet har styr på en så vigtig del af infrastrukturen?

Hvordan bliver brugerstyringen?  Får den enkelte forbruger reel indflydelse, eller skal boligselskaberne stadig have det afgørende ord via afstemningsregler?  Det ved vi ikke endnu, men nu venter vi spændt på forslagene til vedtægter.

Overordnet er Enhedslisten ikke tilfreds med den politiske proces i forløbet gennem 2019:

Vi kan konstatere, at vi har været helt ude i kulden i denne proces. Vi deltog i det første orienteringsmøde i dec. 2018, hvor advokatfirmaet Horten skitserede et forslag til ny organisering, og som nu bliver til virkelighed. I foråret 2019 oplevede vi så, at de konstituerende partier med 30 ud af 31 byrådsmedlemmer pludselig offentliggjorde enighed om den fremtidige organisering. Vi blev ikke indbudt til forhandling eller orienteret overhovedet, og det undrer mig da stadig.

Viborg Stifts Folkeblad fremstillede sagen, som om det allerede var vedtaget i byrådet, uden at fortælle, at vi ikke var med. Avisen var formodentlig under et så heftigt arbejdspres, at man ikke havde kræfter til at spørge os om vores ikke-deltagelse. Det gik så vidt, at Enhedslisten fik henvendelser fra folk, der spurgte om det var os, der ikke var med, og hvorfor, og hvad vi mente om sagen. Og svaret var: Det ved vi ikke noget om.

Jeg henvendte mig så til borgmesteren og bad om en redegørelse for sagen, og fik en kort beskrivelse. Forhandlingerne endte så juni 2019 med fælles pressemeddelelsen fra de fem partier og de involverede selskaber om den nye organisering af varmen.

På dette tidspunkt fortalte borgmesteren mig, at det var en fejl at Enhedslisten ikke var indkaldt til disse forhandlinger. Jeg vil fremhæve, at El på intet tidspunkt har udtalt sig imod en ændret organisering af varmeforsyningen, så hvordan opstår sådan en fejl? Vi vil selvfølgelig deltage i drøftelser af vigtige sager, selv om vi ikke er en del af konstitueringen– ja, her man kunne sige: vi vil gerne ind i varmen.

Lige nu og her tager vi vedtagelsen af den nye varmeorganisering til efterretning. Vi må så se, hvad der kommer af forslag til selskabets konstruktion, og der tage endelig stilling.

 

Flemming Gundersen

Byrådsmedlem for Enhedslisten i Viborg kommune.