Tivoli kommer til byen

Idéer til hvordan kommunen skal bruges, herunder især Viborg by, er mange. Events er det nye sort i Viborg kommune. Kræfter fremstiller Viborg som en søvnig konservativ by. Der råbes på fest, lys og farver. White water og speedbåds- og jetskisejlads på søerne. Samme sted forestiller man sig koncerter.
Oplandet går ikke fri. Der er et stærkt ønske om at lave en motocrossbane ved Bjerringbro. Området er ganske vist udlagt til et stilleområde og banen vil ligge i en økologisk forbindelseslinje. Enhedslisten har stemt ”nej” hver gang sagen har været oppe.
Viborg kommunes eventdirektør, Lars Stentoft, har en ny plan på sit skrivebord. Det er et projekt, der involverer området ved Domkirken og Stænderpladsen. Det projekt har potentialet til at ende som et
historisk/kulturelt tivoli med et kasseapparat i midten.
Eventdirektøren oplyste på et borgermøde tidligere i år, at han gerne lukker byens arresthus for at kunne udfolde projektet. Han sagde, at man bare kunne bygge et nyt og fint et andet sted i byen. Her
demonstrerer han et manglende politisk overblik. Lukkes arresthuset, kommer et nyt temmelig sikkert ikke til at ligge i Viborg. Politidirektøren sidder i Holstebro og han vil have et nyt opført der. Herning har modsat Viborg ikke fået udflyttede statslige arbejdspladser, så det er også en mulighed. Hvad ved jeg om det? Jeg
har arbejdet i Kriminalforsorgen i 36 år. Jeg kender systemet og hvordan det tænkes politisk. Varsling af lukning af statslige arbejdspladser i et valgår? Wauv!
Tivolisering af Viborg kommune for profittens skyld? Enhedslisten siger nej tak.
Robert Demény
Byrådskandidat for Enhedslisten