Status 2016 – de vigtigste byrådssager

2016-12-23 Byrådsnyt
BYRÅDET:
Efter et hektisk år i byrådet er der nu en kort juleferie.
Det vigtigste er, at EL for første gang er med i budgetforliget – se budgettalen andetsteds på hjemmesiden.
Vi er dermed med i de forhandlinger, der foregår omkring skolepolitikken, som er det helt store emne lige nu og fortsat bliver det i 2017.
Ellers har vi taget stilling til stort og småt i byrådet i efteråret, inkl. JAFI sagen- forslag til revideret kommuneplan, forslag vedr. Tinghal området og domkirkekvarteret, men ikke mindst udviklingen af banebyen.
Her har vi protesteret over de forværrede adgangsforhold for de svage trafikanter, og derfor uddelte vi i december en utilgængelighedspris til Viborg kommune- se særskilt på hjemmesiden.
Allersenest har Byrådet på sit decembermøde bevilget sig selv en lønforhøjelse på over 31 %, foranlediget af Folketingets beslutning om at forhøje borgmesterlønnen. Det stemte vi imod, men det blev vedtaget med 26 for og 4 imod.
MILJØOMRÅDET: Tre områder har været i fokus: Søsager- vindmøller – affald.
Vi har koncentreret os om tre søsager som alle i løbet af året har vakt offentlig debat. Vi redegjorde i en kronik i Folkebladet- se særskilt under debat – for vores syn på de mange ulovligheder rundt om Søndersø og byrådets og forvaltningens tackling af disse.
Opstilling af vindmøller er fortsat i strid modvind, men vi har ikke opgivet at stille nogle op i Låstrup.
Endelig har energi- og forsyningsministeren delvis saboteret kommunens nye affaldsplan med et forslag til en statslig energi- og forsyningsplan, der bl. a. griber ind i de kommunale investeringer i nye sorteringssystemer. Klima-og miljøudvalget valgte så at udsætte investeringerne et år, men sendte samtidig et åbent brev til ministeren, hvor et enigt udvalg protesterede over Venstreregeringens “sabotage” af de nye affaldsplaner. Brevet er blevet bemærket rundt omkring.
Byrådsmedlem Flemming Gundersen