Snæver politikerdeltagelse på snæver vej – læserbrev

Snæver politikerdeltagelse på snæver vej

I går fredag var der indkaldt til en cykelbesigtigelse af det stærkt befærdede og farlige vejstykke ved Fiskbæk å. Erling Annesens lokalgruppe havde inviteret hele 8 politikere fra partierne SF, V, S og K.

Derimod var Enhedslisten og DF ikke inviteret. Det undrer vi os over.

Hvis lokalgruppen leder efter allierede i byrådet og folketinget, kan de være forvisset om, at Enhedslisten støtter alle tiltag vedr. nye cykelstier på farlige strækninger og andre fornuftige tiltag på cyklistområdet. Vi mener endda at kommunens cykelplan skal opdateres og gennemføres med flere og bredere cykelstier set i lyset af den teknologiske udvikling med 45 km/t elcykler og flere ladcykler.

Vi kæmper hvert år for bevillinger på Finansloven til cyklismen i bred forstand, og lige nu i særdeleshed i forbindelse med de store infrastrukturforhandlinger. I de forhandlinger vil V, S og K i stedet hælde afsindige beløb i ødelæggende motorveje.

Vi støtter selvfølgelig, at gode forslag i kommunens egen trafikplan gennemføres hurtigst muligt. Det er vigtigt at fremme cyklismen på alle måder, så den voksende bilisme begrænses.

Enhedslisten vil derfor selvfølgelig offentligt deltage og diskutere trafikspørgsmål – så inviter gerne!

Aksel Rosager Johansen, cyklende spidskandidat til kommunalvalget for Enhedslisten og

Flemming Gundersen, cyklende medlem af Byrådet i Viborg for Enhedslisten.