Læserbrev om skolebespisning.

2018-01-27 Læserbrev skolemad

Skal en app sørge for frokosten?

I lokalpressen kan man se, at gymnasieelever i Viborg nu bestiller og får leveret frokostsandwich. Angiveligt er det en rigtig god ting, for nu skal eleverne ikke bruge tid på at hente mad i byen, og samtidig tjener firmaet Lunchtruck og diverse restauranter gode penge på det.

Men er det faktisk en god ide? Der skal for eksempel ikke være en kantine i det nye gymnasiebyggeri. Hvorfor dog ikke? En god kantine med sunde måltider på en stor arbejdsplads er for mig selvindlysende.

Jamen er det nu ikke for dyrt og besværligt? Tag nu Bjergsnæsskolen, som alle byrådsmedlemmer netop har fået et julekort fra. Her beskriver man, hvordan måltider er en central del af opholdet. Der lægges vægt på samværet, og også at eleverne skal deltage i madlavningen. Eleverne roser det, fordi det er god oplevelse, og en grel kontrast til Folkeskolens madpakker i klasseværelserne.

Jeg har forstået, at man på Bjergsnæs er i gang med økologisk omlægning, og er nået halvvejs. Så det kan altså lade sig gøre, – selv i Viborg,-  at tilberede sund økologisk mad. Det er positivt for fællesskabet, og det er positivt for læring. Mange kommuner har omlagt til økologi i kantiner over det ganske land.

Der kan tilmed være hjælp at hente i byrådets nye konstitueringsaftale. Den siger, at madservice i daginstitutioner i øget grad bliver økologisk. Det bør udvides til at gælde alle skoler og undervisningssteder.

Lad os komme i gang, så vi kan få fjernet den kedelige madpakke, skolebodens pauvre udvalg, og ikke mindst de stores elevers tur til købmanden efter junkfood.

En omlægning vil også kunne støtte en lokalproduktion af økologiske fødevarer. Der er nok at tage fat på.

Uden næring ingen læring!

Byrådsmedlem i Viborg kommune Flemming Gundersen, Enhedslisten