Ikke et ord om bankskandalerne i nytårstalen – Jakob Sølvhøj

Ikke et ord om bankskandalerne i nytårstalen

Hvidvask blev kort før jul kåret til årets ord i 2018. Ordet har været på alles læber efter afsløringen af Danske Banks involvering i det, der ligner århundredets største hvidvaskningsskandale. Ord som skattely eller udbytteskandale kunne have været andre kandidater i et år, hvor den ene historie om bankernes svindel og fusk har afløst den anden.

I statsministerens nytårstale blev bankskandalerne til gengæld ikke nævnt med et ord. Det havde ellers været passende at italesætte den voksende mistro og vrede over finanssektorens umådeholdende grådighed, som jeg tror, de fleste af os føler. En følelse der er blevet næret af permanent voksende gebyrer og bidragssatser og bestyrket af oplevelsen af, at store dele af finanssektoren tilsyneladende mener, at den er højt hævet over dansk lovgivning.

Den manglende omtale af bankskandalerne harmonerer desværre fint med den passivitet regeringen har udvist overfor den problematiske udvikling i finanssektoren. Det må ikke vare ved. Det er på høje tid, at der gribes ind, og derfor har Enhedslisten fremlagt et omfattende udspil til reformer af den danske finanssektor.

Vi vil have opsplittet de store banker. Det er alt for risikabelt at have banker, der er ”too big to fail”. Vi skal ikke igen risikere, at et flertal af Folketingets partier føler sig presset til at træde til med skatteyderfinansierede bankpakker. De finansielle supermarkeder, der i dag rummer både banker, realkredit og forsikring må splittes op, og der må sætter loft over bankernes størrelse.

Samtidig skal der etableres et alternativ til de private banker, så alle borgere kan vælge en bank frigjort fra kapitalinteresser og spekulation. En National Offentlig bank skal tilbyde alle borgere en gebyrfri konto med de mest basale bankfunktioner som lønkonto, opsparing og mindre lån. Den offentlige bank skal også servicere kommuner og regioner, så de ikke er tvunget til vælge mellem de private storbanker, og der skal etableres et nationalt betalingskort og en mobilbetaling, der kan konkurrere med de private IT-giganter.

De mange finansskandaler i 2018 har gjort det mere synligt end nogensinde, at der er brug for at begrænse de store bankers økonomiske magt. Vi skal have demokratiseret vores finanssektor.

 

Jakob Sølvhøj, MF, gruppeformand for Enhedslistens folketingsgruppe. Valgt i Vestjyllands storkreds.