Hvorfor nej til Vingemøllerne

  1. marts vedtog Viborg byråd i lokalplan 512, der er grundlag for at opstille 8 vindmøller ved Tjele Langsø. Enhedslisten var et af 12 medlemmer, der stemte imod de nittens ja. Hvorfor er vi denne gang mod et vindmølleprojekt?

Der skal ikke herske tvivl om, at EL går stærkt ind for vedvarende energi, herunder vindmøller. Derfor stemte vi i sin for de to udmærkede mølleprojekter i Romlund og Batum. De blev desværre nedstemt af et stort flertal, og så gik al mølleplanlægning og Kommunens udbygning af vindenergi fuldstændig i stå.

Nu 5 år senere har næsten alle indset, at klimaproblemerne er særdeles reelle, – og at   energiproduktionen som en af de vigtige ting må og skal omlægges. Derfor stemte EL for Tolstrupmøllerne. Enhedslisten går stadig ind for vindmøller, men vi vurderer altid de forskellige problematikker ved de enkelte projekter særdeles kritisk.

VINGE MØLLERNE

Isoleret set, er det da positivt at et firma vil opstille 8 møller, der skal producere el til 27.000 husstande, og samtidig spare mange tusind tons CO2 med mere. Hvorfor går vi så ikke ind for det?

Af flere årsager: Der er indkommet tre saglige og velbegrundede høringssvar: De drejer sig især om to forhold: at møllerne kan have en væsentlig negativ påvirkning af bestanden af den fredede tajgasædgås, og at møllerne vil betyde en markant og dominerende ændring af landskabet omkring Tjele Langsø.

Vigtigst er kritikken fra Århus Universitets Nationale Center for miljø og Energi (DCE), som er eksperter i netop tajgasædgæs. Centret har udarbejdet en international forvaltningsplan for netop disse fredede gæs, og deres indsigelse drejer sig overordnet om følgende:

Gæssene vil blive fortrængt fra en del af det areal de udnytter, og man kan ikke bare antage, at de kan tilpasse sig møller eller søge andre fourageringssteder, sådan som miljørapporten hævder. Samtidig er projektet ikke i harmoni med den internationale forvaltningsplan.

Dansk Ornitologisk Forening og Naturfredningsforeningens lokalafdeling i Viborg har ligeledes vægtige argumenter mod projektet. Ud over problemet med tajgasædgæs, påpeger de, at møllerne som et markant teknisk anlæg vil påvirke det landskabeligt værdifulde område i særdeles høj grad.

Det er EL helt enig i, for det kan man se tydeligt i næsten to tredjedele af visualiseringerne.

Om man kan lide vindmøller i landskabet, eller om man tværtimod synes de ødelægger landskabet, er ikke et objektivt forhold, men snarere en smagssag. I dette tilfælde finder vi, at møllerne vil ændre og dominere landskabets karakter i en grad, som er uacceptabel. Hele området ved Tjele Langsø er jo udpeget som et værdifuldt landskab med bl. a. et Natura 2000 område, og det skal man passe rigtig godt på.

 

Hertil er der en række andre aspekter vedrørende selve processen og lukketheden i sagen. Det har gjort den til tider både langstrakt og temmelig uoverskuelig.

KRITIK AF SAGSFREMSTILLING

Mest problematisk er nok selve sagsfremstillingen til den endelige behandling af sagen, som er det grundlag, som politikere tager stilling ud fra. Den er fuldstændig politisk tilrettet efter det ønskede resultat: en godkendelse af projektet. Man udelader eller vrider kendsgerninger, fx ved at udelade forbehold eller usikkerhed om beregninger; man nævner at der skal anvendes et forsigtighedsprincip ved opstilling af møller, men bruger det så overhovedet ikke. Eller man ignorerer en international aftale om beskyttelse af tajgasædgæs.

Det evige omkvæd i sagsfremstillingen er, at ”det vurderes”. Hvem vurderer, at vindmøller ikke i væsentlig grad vil forringe landskabet. Hvem vurderer, at skade på bestanden af tajgasædgæs kan afvises, og at der ikke er videnskabelig tvivl om skadevirkninger, – hvilket der jo netop er!  Ingen indsigelser er taget i betragtning overhovedet, på grund af disse mange ”vurderinger”.

Vi har i Enhedslisten før oplevet en skæv sagsfremstilling, men denne sag overgår alt! Man afviser alle høringssvar, og det fremmer bestemt ikke tilliden til hverken forvaltning eller politikere. Det er vel også derfor, at nogle af dem, der har afgivet høringssvar, har den opfattelse, at sagen er afgjort på forhånd.

PROCESSEN

Men hertil kommer forskellige andre forhold i processen, som er vanskelige at få hold på. Er der eller har der været en aftale mellem European Energy og Apple? Som sædvanlig er der fuldstændig lukket for al kontakt med Apple, og vindmøllefirmaet har skiftevis hævdet eller afvist, at der er en aftale. Det er jo ikke ligegyldigt, hvis en evt. aftale bruges som pressionsmiddel.

Hvorfor skulle man så langt hen i processen, inden kommunens forvaltning mødtes med Århus Universitet, og hvad kom der ud af det? Undervejs indgav DLG, som er nabo til møllerne, en indsigelse, som siden blev trukket. Hvorfor? Senest polemikken vedr. udvalgsformandens ret til at få materiale i dagsordenen til den afsluttende behandling i Klima og Miljøudvalget.

Alt i alt tegner der sig et billede af, at dette projekt skal vedtages uanset protester, og at der foregår ting, som måske ikke helt tåler dagens lys.

Borgmesteren har flere gange bemærket, at har man sagt A må man også sige B, men det er vi uenige i. Selv om man har nikket ja til, at der skal laves en lokalplan med tilhørende miljørapport, er det jo ikke givet, at projektet kan eller bør vedtages. Uanset at det har kostet en million eller mere at nå så langt.

Vi kan da bare tænke 6 år tilbage på de forliste mølleprojekter i Romlund og Batum lige før mål. I den forbindelse burde man da genoverveje netop disse to udmærkede projekter.

Vindmølleprojekter skal altid vurderes kritisk- hvad taler for, og hvad taler imod? I dette tilfælde er placeringen af 8 møller ved Vinge helt forkert. Derfor blev det et NEJ fra Enhedslisten.

Flemming Gundersen, Enhedslisten, Medlem af byrådet i Viborg kommune