Fristaden Nørresø – En fortælling om kystsikring, voldanlæg og rullegræs

2016-10- 28 Kronik om Nørresø ev
 
Borgerskabet har ofte travlt med at fortælle om, hvorledes Christiania ikke overholder almindelige regler i det danske samfund. Det ser ikke ud til, at de har samme tilgang til loven, når det gælder egne forhold. Velsituerede borgere er nemlig fortsat lystigt i gang med at etablere ulovlige anlæg rundt om Nørresø. Det er sket over mange år, og det fortsætter tilsyneladende med uformindsket kraft. Hvor statsmagten konstant presser Christiania, ser det ud til, at holdningen i byrådet i Viborg er er stik modsat. I stedet for pres, lovliggøres de fleste tiltag, hvis man da overhovedet vælger at “opdage” ulovlighederne.
 
Gennem det seneste halve år har jeg i stigende grad undret mig over, hvad det er, der sker. Med jævne mellemrum får vi i Klima- og Miljøudvalget, hvor jeg sidder, præsenteret sager, som vedrører de sønære områder i Viborg. Jeg har oplevet, at det kan være meget vanskeligt at gennemskue sagerne, der ofte hviler på et mangelfuldt grundlag og en uklar sagsfremstilling.
 
Sagerne indeholder i mange tilfælde en forringelse af naturen omkring søen, og der er tilmed ofte tale om etablering af ulovlige anlæg, der er udført uden nogen form for ansøgning. Afgørelserne i udvalget ender generelt med, at jeg må stemme imod de øvrige partiers lovliggørelse af forholdene og manglende konsekvens over for ejerne. I flere tilfælde har Danmarks Naturfredningsforening klaget over afgørelserne.
 
Mine oplevelser med disse sager har fået mig til at analysere dem nøjere, og jeg har derfor bedt om udvidet sagsindsigt i et par af sagerne. Hvorefter jeg har gennemgået samtlige akter i dem. Det er der kommet en række principielle problemstillinger ud af vedrørende ansøgninger, sagsbehandling, lovliggørelse med mere. Det vi snakker om er jo tilladelser, som indebærer adskillige dispensationer fra Zoneloven og Naturbeskyttelsesloven i sager, som vækker debat og bevågenhed blandt byens indbyggere.
 
Jeg forsøgte i en af sagerne at få en mere principiel debat ved at forlange sagen i byrådet. Men
generelt var der fra de øvrige partier – bortset fra SF – en ringe lyst til at tage diskussionen op. Jeg har med denne kronik derfor fundet det rimeligt, at byens og kommunens borgere bliver bekendt med, hvordan sådanne sager forløber, og hvad de resulterer i. Så kan man derudfra tage stilling til, om det er sådan politik skal drives.
 
Jeg har valgt at fortælle om tre igangværende sager omkring Nørresø for at gøre problemstillingerne konkrete. Lad os kalde dem Kystsikringsmolen – Voldanlægget – Rullegræsset.
 
Kystsikringsmolen
 
Ejeren af Nørremøllevej 100 får i forbindelse med nedrivning af et eksisterende hus og opførelse af ny bolig en tilladelse til jordflytning. I forbindelse hermed udskifter han den naturlige jord med havejord, anlægger en ny søbrink bestående af store sten og øverst fliserækker i flere meters bredde langs hele brinken. Et anlæg der ligner hans to naboers, hvilket han også gør opmærksom på. Han har ikke søgt om dette, men i den efterfølgende sagsbehandling på udvalgsmødet lovliggør et flertal i udvalget dette anlæg, via dispensationer. Det er Enhedslisten imod, Socialdemokraterne er imod at medvirke til en af dispensationerne.
 
I Enhedslisten er vi imod denne omdannelse af en naturligt udseende søbred med naturlig
undergrund til en græsplæne med fliser og et stenanlæg i stil med kystsikring. Ejerens argument med at naboerne også har noget der ligner, understreger faren for præcedensvirkning.
 
Forvaltningsmæssigt er vi ikke tilfredse med sagsbehandlingen. En del af forvaltningen giver
tilladelse til flytning af en større mængde jord. Hvorfor medfører en sådan ansøgning ikke
øjeblikkeligt, at ansøgeren meddeles, at alle ændringer ved søbredden kræver flere tilladelser
derudover?
 
Da forvaltningen bliver bekendt med anlægget, besigtiges det, og billeder fra besigtigelsen
forelægges udvalget. Men der er ikke billeder fra naboernes anlæg, som slet ikke inddrages. Så vidt jeg ved, er der heller ikke givet tilladelse til disse. Ejeren påstår at være ubekendt med
lovgivningen. Men har ikke selv taget initiativ til at undersøge det hos kommunen. Det har i øvrigt ingen betydning for afgørelsen. Forvaltningens sagsfremstilling virker selvmodsigende, idet argumenterne for og imod en dispensation står i modsætning til indstillingen til udvalget. Danmarks Naturfredningsforening forhandler senere med ejeren om at moderere anlægget, mod at de ikke sender sagen til ankenævnet. Det lykkes ikke.
 
Voldanlægget
 
Landbrugsejendommen Nørre Møllevej Nord 42 får omkring september 2015 ny ejer, som ønsker at foretage ændringer på ejendommen. Sagen behandles af flere omgange i udvalget. Hvad der i starten lignede en ansøgning om “mindre” ændringer på en gammel landbrugsejendom, er endt med et voldsomt indgreb i landskab og bygninger, som har forvandlet det tidligere landbrug til nærmest et større borganlæg.
 
Enhedslisten er imod den bastante omdannelse af det tidligere landbrugslandskab i et sårbart
bynært område. Samlet set vil byggeri, andre anlæg og ændret anvendelse påvirke ålandskabet ved
Nørresø negativt. Anlæggets størrelse og form indebærer mindst tre dispensationer fra
åbeskyttelseslinjen og to fra zoneloven. Konkret drejer det sig om en stor ridebane med volde
omkring, en støjvold mod Nordre Ringvej, voldsomme ændringer i terrænet bag laderne mod nord, og lader er bygget om. Stuehuset er nu revet ned for at opføre et nyt og efterhånden større, – større end praksis på området normalt tilsiger.
 
Forvaltningsmæssigt er der mange mangler. Det er først med sagsindsigten, at Enhedslisten nu ved, hvad der er sket under og mellem sagens behandling i udvalg og på et byrådsmøde, og vi således ved, hvordan forvaltningen har grebet sagen an. Vi finder faktisk, at der stadig er uklarhed om situationen på ejendommen. Der er aldrig indsendt egentlige ansøgninger. Kun forespørgsler og tegningsbilag med angivelse af påtænkte ændringer. Heraf er nogle behandlet og andre ikke. Der foretages løbende ændringer i, hvad der påtænkes ændret, uden at der samles klart og tydeligt op på status. Forelæggelsen i udvalget tager først og fremmest udgangspunkt i tegningsskitserne.
 
Under sagsgangen henvender Danmarks Naturfredningsforening sig til forvaltningen på grund af henvendelser om store jordarbejder på ejendommen. Dette resulterer i en ny politisk behandling, da det viser sig, at ejeren allerede har lavet en støjvold, er i gang med en dobbelt så stor ridebane i forhold til den tidligere beskrevne og desuden mere terrænregulering. Dette ønskes lovliggjort. Der er fortsat ingen egentlig ansøgning, men bare to bilag i form af et oversigtsfoto og en tegning.
 
Udvalget får intet at vide om Naturfredningsforeningens henvendelse, hvori man anmoder
forvaltningen om at besigtige ejendomme. Men der har overhovedet ikke været besigtigelse under hele sagens gang. Der ringes blot til ejeren, som lover, at arbejdet er standset. Den besked sendes til Naturfredningsforeningen, og der foretages ikke mere i den henseende. Jeg sendte sagen videre til behandling på et byrådsmøde, hvor der på selve mødet endelig, efter min fornyede forespørgsel, dukkede en ansøgning op. Derfor foreslog jeg, at sagen sendtes tilbage til udvalget til fornyet behandling. Det afviste de øvrige partier undtagen SF. De må altså have følt sig tilstrækkeligt oplyst til at tage stilling.
 
Naturfredningsforeningen vælger herefter at klage over afgørelsen til ankenævnet. Det erfarer jeg først senere via et nyhedsbrev fra forvaltningen til politikerne i udvalget. I det hele taget er det først på dette tidspunkt, at Naturfredningsforeningens rolle bliver kendt for mig. Klagen videresendes til ankenævnet med samme mangelfulde bilag, som udvalget var blevet præsenteret for. Der redegøres heller ikke for uenigheden i udvalget og byrådet.
 
Rullegræsset
 
Det sidste eksempel, jeg vil pege på, er Nørresøvej 60, hvor der er foretaget flere ændringer helt ned til og et stykke ud fra søbredden. Resultatet er, at der nu er lavet en egentlig græsplæne med rullegræs, og at søbreddens profil er ændret med en stejlere hældning til følge.
 
Enhedslisten går ind for en bevarelse af søbreddens naturpræg. Den fælles rekreative værdi vil
blive væsentlig forringet, hvis man har fornemmelsen af at gå rundt i private haver, når man går tur om søen.
 
Der er ikke tale om ny sag, der pludselig dukker op. Den har administrativt efterhånden kørt i over to år med henvendelser, besigtigelser, møder og partshøring. Ejeren har entydigt i flere omgange fået at vide, at der ikke må foretages ændringer i det sønære område uden aftale med kommunen. Alligevel ender det med, at ejeren blot udfører ændringerne uden at henvende sig om det lovlige heri. Som resultat heraf foreligger der heller ikke nogen egentlig ansøgning, før arbejdet udføres.
 
Den nyeste sagsbehandling og politiske behandling sættes udelukkende i gang på grund af en
henvendelse fra en borger, der undrer sig over aktiviteterne. Denne gang oplever jeg en betydelig bedre sagsbehandling end i de to andre sager. Der er besigtiget, lavet partshøring, taget fotos. Imidlertid følges sagsbehandlingen ikke til dørs i fremlæggelsen i udvalget. Ansøgerens partshøringssvar og private fotos er ikke vedlagt sagsfremstillingen, og det siges ikke direkte i sagsfremstillingen, at ansøgeren har handlet imod reglerne. Forvaltningens indstillinger til udvalget svækkes hen gennem sagsbehandlingen. På grund af spidsfindige diskussioner om nogle juridiske forhold vedrørende en definition af, om der er tale om en have eller ej, og ligeledes spidsfindige krav til kommunens dokumentation af, at der er foretaget terrænændringer, udsættes sagen flere gange. Den skal nu igen på det kommende udvalgsmøde.
 
I det følgende vil jeg samle op på, hvilke generelle aspekter vi i Enhedslisten ser i disse sager.
 
Præcedens
 
Der er vigtigt at understrege, at der i alle disse sager er en fare for præcedens. For som det tydeligt fremgår, henviser de forskellige overtrædere til, at det gør alle andre også, inklusive deres egen nabo. Og der har de en pointe, som vi gerne skal have gjort noget ved.
 
Et andet aspekt er, at lovovertræder påstår ukendskab til love og regler. Det er svært at tro på, at ejere af så attraktive grunde, ejere med uddannelse og økonomiske midler, og ejere som i andre sammenhænge som betydningsfulde erhvervsdrivende er vante med regler og administration, ikke har kendskab til elementær sagsbehandling eller ikke har råd til kvalificeret rådgivning.
 
I øvrigt er ukendskab til loven ikke en undskyldning for ulovlige handlinger. Vi har foreslået
politianmeldelse, når der foreligger åbenlyse ulovligheder. Det er åbenbart, at det for tiden er muligt at overtræde miljø-, plan- og naturbeskyttelseslove, uden at det har konsekvenser. Dvs. at man ikke har respekt for, at lovgivning på disse områder er til for at beskytte vores fællesskab, natur og miljø. Politianmeldelse er derfor et signal om, at man ikke uantastet kan overtræde miljø- og planlovgivning.
 
Sagsbehandling
 
Sagsbehandlingen i mange af disse sager er et kapitel for sig. I disse tre sager har vi eksempler på: Manglende rådgivning af en ansøger i gang med jordarbejde. Naboers anlæg inddrages ikke eller undersøges ikke, selv ikke når de har åbenlys betydning for sagen. Indstillinger til udvalget i sagsfremstillingen er ikke helt i overensstemmelse med pointer i sagsfremstillingen, eller ligefrem i modstrid med forvaltningens vurdering. Der foretages få besigtigelser, hvilket jo netop burde ske i sådanne sager; ikke en gang på anmodning sker det. Der mangler beskrivelser af en del mellemregninger, når sager kører i så lang tid. Relevante dokumenter er udeladt, f.eks. henvendelse fra Naturfredningsforeningen. Forvaltningen accepterer, at der ikke er egentlige ansøgninger, men kun tegninger eller henvendelser. Udvalgsmedlemmer får først meget sent oplyst, at der er klaget. Forvaltningen kommenterer ikke klager overhovedet ved videresendelse til ankenævnet.
 
Vi finder, at forvaltningen generelt gør et godt stykke arbejde, men at sagsbehandlingen i disse
sager er mangelfuld. Det kan ikke være meningen, at jeg skal søge sagsindsigt for at få sager
ordentlig belyst. 
 
Partiernes holdning
 
Hvad har vi af politiske tilkendegivelser fra Venstre, Konservative og DF? På byrådsmødet om
kystsikringsmolen fik vi stort set ingen, men de borgerliges holdning er velkendt: Ejendomsretten skal beskyttes med meget vide rammer for alt på egen grund. Der skal slet ikke politianmeldes, og man angiver da ikke naboen.
 
Men hvordan kan Socialdemokraterne medvirke til en så sløset og principløs sagsbehandling på et område, som burde være deres mærkesag. Hele miljølovgivningen, inklusive planlove og
miljøbeskyttelse, var jo i mange år under Svend Auken kerneværdier i socialdemokratisk
regeringspolitik. Vi har vanskeligt ved at forstå denne socialdemokratiske vattethed.
 
Hvor de to nye radikale stiller sig, må vise sig. Men hidtil har Anna Margrethe Engbæk Schmidt jo repræsenteret de konservatives holdning i udvalget og dermed bakket op om den eftergivenhed, vi er imod.
 
Enhedslisten søger at holde fast i principperne også på dette område – det er politik!
 
Hvad bør gøres?
 
Der bør samles op på de nuværende generelle retningslinjer for, hvad forvaltningen skal gøre, når den opdager eller bliver gjort opmærksom på søanlæg uden tilladelse. Som minimum bør en sønær ejendom altid besigtiges. Det bør overvejes, om alle søgrunde endnu engang skal tjekkes, og udvalget med flere nye politikere bør have en grundig orientering om beslutninger og konsekvenser af det indførte regelsæt for søerne i 2003. Når der er konstateret åbenlyse ulovlige anlæg, bør ejeren politianmeldes.
 
Gør man ikke noget, skal klima- og miljøudvalget gang på gang behandle disse sager på et mere eller mindre tilfældigt og uoplyst grundlag. Og resultatet kender vi, – flere og flere anlæg ved søbredden, så den til sidst er forsvundet.
 
Vi forestiller os en sejltur om 10-20 år med Margrethe: Her rundt i Nørresø kan vi se de forskellige anlæg i form af store anløbsbroer, moleanlæg, haveanlæg, pavilloner med mere, der supplerer den storartede udsigt fra mere eller mindre overdimensionerede nybyggede villaer i mange stilarter. De har erstattet den naturlige søbred, der var her engang. Årsagen er, at sådan vil Byrådets flertal have det. Velbekomme!
 
Er det det, vi ønsker?
 
Som det er nu, er det hel klart en fordel for lodsejer bare at gå i gang, og så få tilgivelse og tilladelse efterfølgende, i stedet for at søge først, med fare for afslag.
 
Flemming Gundersen, byrådsmedlem for Enhedslisten
Rughavevej 23, 3. th
8800 Viborg