Enhedslisten vil sikre stemmeret til umyndiggjorte

Mere end 100 år efter grundlovsændringen i 1915, der indførte den almindelige og lige valgret, har vi stadig voksne medborgere, der ikke kan stemme ved folketingsvalg, selv om de er danske statsborgere. Omkring 2.000 borgere med handicap har ikke ret til at stemme, fordi de er frataget deres retlige handleevne og erklæret umyndige efter værgemålsloven. Står det til Enhedslisten, bliver det nu lavet om.

Fratagelsen af denne gruppe borgeres stemmeret er fuldstændig ude af trit med den almindelige demokratiopfattelse i et moderne samfund som det danske. Derfor var vi utvivlsomt mange, der havde håbet, at Højesteret i forrige uge havde givet fire umyndiggjorte borgere medhold i deres klage over manglende stemmeret, men sådan gik det ikke. Landets højeste domstol slog fast, at de umyndiggjorte ikke har samme demokratiske rettigheder som alle andre danske statsborgere. Højesteret begrunder sin kendelse med, at der i Grundloven står, at umyndiggjorte personer ikke har valgret til Folketinget.

Mulighederne for at sikre de 2.000 borgere stemmeret gennem det danske retssystem er dermed udtømte, men det må ikke betyde, at de skal affinde sig med at være frataget helt fundamentale demokratiske rettigheder. Sagen vil formentlig blive indbragt for den europæiske menneskerettighedsdomstol, men her kan en afgørelse trække længe ud. Derfor er det på tide, at der findes en anden vej til at sikre de umyndiggjorte stemmeret.

Enhedslisten har derfor sammen med Alternativet, de Radikale og SF fremsat forslag i Folketinget om at ændre værgemålsloven, så selve umyndiggørelsesbegrebet, der spærrer for stemmeretten, tages ud af lovgivningen. Forslaget er inspireret af en lignende lovændring, der for nogle år siden blev gennemført i Sverige.

Jeg forventer, at et flertal af Folketingets partier vil bakke vores forslag op, så vi kan få gjort op med den uværdige og urimelige forskelsbehandling af en gruppe borgere med handicap. Det er på høje tid, at vi får rettet op på et helt uacceptabelt demokratiske underskud i vores lovgivningen.

 

Jakob Sølvhøj, medlem af Folketinget, handicapordfører og gruppeformand for Enhedslisten