Enhedslisten bevarer sit mandat i byrådet – men indgår ikke i konstitueringen.

PRESSEMEDDELELSE   23. november 2017

Enhedslisten gik på landsplan knap en procent tilbage, men opnåede alligevel, med i alt 6% af de samlede stemmer, at fastholde repræsentationen i langt de fleste kommuner. Også i Viborg, selv om Liste Ø her mistede en tredjedel af stemmerne i forhold til valget i 2013. Det skyldes formodentlig i høj grad konkurrencen fra Alternativet.

Men takket være vores valgforbund med SF og Alternativet fik vi alligevel stemmer nok til, at Flemming Gundersen bevarer sit mandat, så vi kan fortsætte kampen i byrådet.

Byrådets sammensætning er desværre ændret til det værre. Kvindeandelen er sunket betragteligt fra 35% til 22,5%, og landdistrikterne er nu overrepræsenteret i forhold til Viborg by.

Vi har valgt ikke at pege på Ulrik Wilbek som borgmester, fordi vi kan ikke se os som en støtte til det fælles V og S – projekt. Vi har derfor valgt at stå frit, til uden bindinger at forfølge vores politiske mål. Det betyder helt enkelt, at vi fortsat vil stemme for det vi går ind for, og stemme imod det, som vi er imod. Vi er imod selve grundlaget for politikken, nemlig den overordnede vækstfikserede Vision, og de forskellige strategier nedenunder.

Vi har valgt at få en plads i det nye beskæftigelsesudvalg, fordi netop beskæftigelse og uddannelse får særlig fokus de kommende år. Det betyder ikke, at vi så nedprioriterer den grønne omstilling. Energi, miljø og klima er helt centrale områder for os, og de er også nævnt i konstitueringsaftalen. Derfor vil vi fortsat holde skarpt øje med Klima- og miljøudvalget.

Så vi fortsætter kampen for en rød- grøn kommune.

Det kan vi kun gøre, fordi vi fik hjælp af vælgere, og ikke mindst aktivister i og udenfor Enhedslisten. Tak til dem for den store indsats.

 Enhedslistens bestyrelse ved Liz Dueholm.