DER ER BRUG FOR ENHEDSLISTEN I VIBORG BYRÅD

Enhedslisten er et konstruktivt parti der i 2020 stemte for ca. 95 % af alle
punkter i byrådet. Men vi er samtidig det mest kritiske parti i byrådet, fordi vi
aldrig accepterer det, når de andre partier kører arbejdere og natur ud på et sidespor, for at nogle få kan score en fed profit.
Enhedslisten har endnu ikke været med i konstitueringen, når de andre partier
har aftalt at lave nedskæringer i velfærden og understøtte sort økonomisk
vækst med skyklapper.

Nedskæringer der går ud over medarbejderne, børnene, de svage og de ældre.
Og en sort vækst der giver boligspekulanter og kødindustrien et gummistempel
til at ødelægge natur og kultur. De få bliver rige på bekostning af de mange.

I Enhedslisten arbejder vi for rød-grøn socialisme på landsplan og i Viborg. Vi
arbejder for de mange, for vores fælles natur og for et udvidet demokrati.
Derfor ønsker vi også, at alle lokale interesseorganisationer skal have sikret et
tilbud om årlig dialog med de relevante medarbejdere og organer i kommunen.
Det kan både styrke forvaltningen og foreningernes arbejde.

Et levende demokrati er også et demokrati, hvor man kan få indflydelse mellem
valgene.