Af Aksel Rosager Johansen, Byrådsmedlem for Enhedslisten i Viborg Kommune
Enhedslisten er med i dette års budgetforlig, fordi der er flere forbedringer end der er forværringer.
Men det er med en blandet smag i munden. Viborg Kommune er blevet en fattig kommune efter 15 års borgerligt styre med skattelettelser i 2014 og 2020. Helt konkret kunne vi have brugt mindst 50 mio. kr. mere på velfærden, da der i forliget er budgetteret ca. 50 mio. kr. under servicerammen fastsat af regeringen og KL. Samtidig er det nu sidste gang, at kommunens dårlige økonomi kan maskeres ved at tage fra opsparingen. Reelt set er der brug for nye indtægter på ca. 125 mio. kr. årligt for at kommunens økonomi er i balance og velfærden matcher de lave statslige rammer indenfor service og anlæg.
Enhedslisten gjorde det i forhandlingerne klart og tydeligt, at den eneste langsigtede løsning er at rulle skattelettelserne tilbage. Alt andet er økonomisk uansvarligt. Forhåbentlig trænger det ind, når de andre partier kan se alternativet er kommunal konkurs eller massive nedskæringer.
Vi er alligevel med i budgettet, fordi vi, ved at tage fra opsparingen, kunne få råd til at dække de akutte nye udgifter på social- og familieområdet og investere i beredskabet, så der også i fremtiden er brandmænd der kan rykke ud når det gælder.
Samtidig fik vi fjernet nogle af de foreslåede nedskæringer på folkeskolen og fik en garanti om, at hvis ikke den gamle handelsskole på Vinkelvej kan sælges for 30 mio. kr. Så skal den anvendes til kommunale institutioner såsom Center for Mestring, familiecenteret og kommunale botilbud. En rigtig god løsning for nogle af kommunens mest pressede borgere. Det krydser vi fingre for.
Derudover fik vi nogle klare sejre igennem. Penge til cykelstier, sikre skoleveje, energirenoveringer, og en borgerrådgiver som vi i mange år har kæmpet for.
Vi fik også penge til højaktuelle mærkesager. En vandresti fra Viborg til Hald Sø langs med Vedsø – med trækfærge over Vedsøs smalleste sted. Det vil genetablere den offentlige adgang til Vedsø fra Birgittelyst. Og en deltagelse i OS2-skole samarbejdet blandt 20+ kommuner, hvor der findes alternativer til de amerikanske tech-giganter på folkeskoleelevernes pc’er.
I Enhedslisten har vi ingen løftede arme over budgettet, men nærmere løftet pegefingeren. Til gengæld viser vi også, for andet år i træk, at vi er til at lave aftaler med.




