Budgetforlig for 2018 endeligt vedtaget.

Her er hvad Flemming Gundersen sagde, da Enhedslisten 11. oktober 2017 ved anden behandling i byrådet gik med i et budgetforlig:

Overordnet set er dette budget kun muligt på grund af ekstraordinære indtægter fra staten netop i 2018, og en meget stram økonomistyring i kommunen selv. Derfor er forliget ikke ensbetydende med, at vi nu er enige med det øvrige byråd om strategien, –  eller enige om politikken på alle mulige områder.

Men indtægterne fra staten her i et valgår har muliggjort nogle ting, som vi helhjertet går ind for. De vigtigste er:

Vi får flyttet skolerne væk fra Vinkelvej. Det har Enhedslisten ønsket sig hele tiden. I stedet bygges der en helt ny Overlund skole tæt ved den gamle, og herved får vi ikke nær så mange problemer med skoleveje i Overlund skoledistrikt. Samtidig får Rosenvænget skole forholdsvist hurtigt nye bygninger ved siden af Finderuphøj skole.

Skoleforliget og ekstramidler til ældre- og sundhedsområdet er nu finansieret, og der er meget få nedskæringer.

Skatten skal ikke sænkes, men der er mulighed for at hæve den.

Kommunens såkaldte effektiviseringsramme i den kommunale organisation nedsættes fra en til en halv procent. Det er da et skridt i den rigtige retning!

Byer uden for Viborg by tilføres 40 millioner til byfornyelse.

Enhedslisten har fået et forslag med, nemlig at der afsættes en halv million til at undersøge muligheder for at gøre den nye Taphede bydel mere grøn og bæredygtig, så de indledende grønne tiltag i Arnbjerg kan udvikles yderligere.

Budgetforliget afspejler således en del af de ting, som Enhedslisten prioriterede for at kunne gå med, og derfor er vi med.

Men Enhedslisten vil fortsat bekæmpe de overordnede rammer som staten, Kommunernes Landsforening og kommunen selv lægger ned over kommunerne. Men det kunne da være rart om de partier, der er enige med os på dette punkt, så også gjorde noget ved det, – i Folketinget, i KL, og i Viborg Kommune!

Sikkerhed eller risiko

Økonomiudvalget vedtog for en uge siden at gå ind for selvbudgettering – i stedet for statsgaranti. Det er jeg ikke enig i. Forvaltningen havde indstillet statsgaranti, som man har gjort de senere år. Det er for at fastholde et forsigtighedsprincip, dvs. en slags forsikring, hvis konjunkturerne udvikler sig modsat forventet.

Man brændte nallerne gevaldigt i 2008-09 med selvbudgettering, og det kostede op mod flere hundrede millioner. Den erfaring sidder vist dybt i økonomidirektøren, og jeg er enig i, at man ikke skal tage denne chance.

Men i løbet af tre kvarter for en uge siden fik Økonomiudvalgets medlemmer overbevist sig selv om, at selvbudgettering nu igen er en god ting. Det ved jeg, fordi jeg var til stede, som ”gæst”. Og der er jo vækst i Viborg og det ganske land lige nu, så Hu Hej hvor det går.

Hvorfor er det så risikabelt?

I modsætning til økonomiudvalget, er det gået op for selv mainstream økonomer, hvoraf de fleste er meget borgerlige, at kapitalismen ikke er krisefri. Det har jeg vidst, siden jeg var 20. Der er opsving og kriser, og masser af eksempler på, at det kan gå galt.

Det siger fx Deutsche Bank og Financial Times,-  og det emmer jo af soliditet og seriøsitet. De orienterer om, hvordan patienten, altså kapitalismen, har det lige nu. Og for at kunne afskaffe kapitalismen må man vide, hvordan den fungerer, også på det overordnede plan.

Deutsche Bank og Financial Times mener, at et nyt finanssammenbrud sagtens kan komme hurtigt. Det skyldes de usikre politiske forhold overalt i verden, inkl. den populistiske opblomstring mange steder, fx Trump, Orban i Ungarn, i Polen, Tyrkiet, og utallige konflikter overalt i verden, f. eks. Korea/Japan, i Syrien osv.

Og det skyldes ikke mindst, at man ikke har reformeret finanssektoren, men stort set kører videre som før 2008. Men Danmark er en meget åben økonomi. Hvad sker der med Viborgs vækst, hvis der kommer en ny boligboble igen eller en egentlig nedtur igen med konkurser?  Det ved vi ikke, men usikkerheden er der.

 

Jeg og forvaltningens økonomistab fastholder ansvarligheden, mens Økonomiudvalget ta’r chancen.

Derfor siger EL nej til selvbudgettering!

Flemming Gundersen